Dermed postulerer han dels, at Allsvenskan holder markant højere niveau end AL-bank ligaen, samt at Daniel Nielsen udelukkende har haft sin karriere at tage hensyn til i forbindelse med skiftet tilbage til Herning.
Allsvenskan vs. AL-bank ligaen er selvfølgelig en meget akademisk diskussion, hvor der næppe kan være et givent udfald. Dog kan man objektivt konstatere, at danske hold ikke har de store problemer med at spille i det mindste lige op med hold fra Allsvenskan, deriblandt Leksands IF. Det synes også åbenbart, at holdene uden for top-3 i Allsvenskan efterhånden har svært ved at følge med lønningerne i den danske liga.
Dansk ishockey har oplevet et fantastisk løft i de senere år, også på klubplan, og man har nu råd til at hente opsigtsvækkende udenlandske profiler til Danmark. En betragtelig del af pengene går dog også til at aflønne de danske landsholdsspillere, der findes i ligaen. Mange af disse danskere holder bestemt et niveau, der kan retfærdiggøre en markedsmæssig høj løn. Dog kommer man ikke uden om, at lønniveauet for danske spillere i AL-bank ligaen er kunstigt opskruet.
En stærkt medvirkende faktor i denne sammenhæng er udlændingeloftet, der begrænser antallet af udlændinge på holdkortet til 10. Som dansk ishockeys medierepræsentant par excellence bærer Jimmy Bøjgaard et stort ansvar for tilblivelsen af dette loft qua sin agitatoriske plæderen for en begrænsning af udlændinge i ligaen gennem flere år.
"Bobby" Bøjgaard klædt ud som kendt knivmorder
Førhen har en dansker med landsholdsklasse været fristet af udlandet dels på grund af de større sportslige udfordringer men så sandelig også af muligheden for mere i lønningsposen. Nu er det efterhånden kun spillernes egen ærgerrighed, der driver dem hinsidan. Vælger de i stedet at blive i Danmark, kan de se frem til godt med både penge og istid. Som i tilfældet med Mads Christensen, der angiveligt havde flere Allsvenskan-tilbud på hånden, men valgte trygheden i SønderjyskE.
Ærgeligt, fordi gode præstationer i Allsvenskan kan lede til større og mere lukrative udfordringer i Elitserien. Derfor kan man også ved første øjekast godt dele Bøjgaards frustration over Daniel Nielsens tilbagevenden til Herning. Jeg synes dog, han glemmer den menneskelige faktor i Daniels tilfælde. Han har faktisk beskrevet, hvordan han fik det fysisk dårligt af at være adskilt fra sine nære og kære. Der er intet skammeligt i at tage hensyn til sine følelser!
Rent sportsligt er jeg heller ikke sikker på, at Daniel havde nogen stor fremtid i Leksand. Han fik stor kritik for sin indsats i Kvalserien (læs: over for modstand af Elitserie-klasse), og i denne sæson havde han næppe haft udsigt til mere end en plads i tredje backpar. Men det forbliver spekulation.
Jimmy Bøjgaard er indbegrebet af en revolverjournalist. Men hvis han blot for et øjeblik tog sig tid til at reflektere over sin egen gøren og laden i ishockeyens mediebillede, ville han indse, at han selv er stærkt medvirkende til, at AL-bank ligaen er et endog særdeles interessant alternativ for danske spillere af landsholdsklasse. Med eller uden familiære hensyn.
