Frans, sig dog nej!

Jeg har ikke skrevet så meget om tidligere Herning-spillere i NHL.

Peter Regin er gået til Ottawa Senators, hvor han nok skal få en del chancer. Ham vil jeg ikke berøre her.

Derimod har jeg ganske bestemte holdninger til Frans Nielsens fremtid. Den tidligere elev fra Bifrost-friskolen i Herning har modtaget et såkaldt qualifying offer fra New York Islanders.

I danske medier bliver dette udlagt som, at klubben er glade for ham, og at de hjertensgerne vil beholde ham. På NHL'sk betyder qualifying offer, at han får det som klubben minimum er forpligtet til at give ham. På de samme vilkår. Jeg tolker dette, som at klubben vil beholde ham som et projekt, der muligvis kan blive til noget fast, men dog primært skal fylde centerpladsen hos Bridgeport Sound Tigers i AHL.

Dette ville også have været fint nok for måske otte år siden. Tiderne er imidlertid skiftet. KHL (og for så vidt også NHL) støvsuger Europa tyndt for profiler, og klubberne i Sverige og Finland er desperate. At Kim Staal fik kontrakt i HV71 siger vist alt.

Var jeg Frans' agent, ville jeg kraftigt råde ham til at hæve sin markedsværdi med et par år i Elitserien subsidiært en topklub i SM Liiga (Jokerit eller Kärpät). Timrå IK, Luleå HF og til dels Västra Frölunda HC er alle klubber, der ville smide boksen efter en klassisk centertype som Frans. Kan han bruge de næste to år på for alvor at blive en profil i Elitserien, vil han også som 26-årige være et varmt navn i NHL. Går det rigtig godt i Sverige, vil han uden problemer kunne få en envejskontrakt med en klækkelig løn.

Markedet er gunstigt, og Frans skal spille spillet. Hellere profil i Elitserien end marginalspiller i NHL!