fredag den 27. juni 2008

Herning fik sin B.S.

Hvad betyder det, når et hold præsenterer sit sportslige setup? Det blev man klogere på sent i tirsdags, da Blue Fox Herning A/S holdt pressemøde.

Lad os tage overskrifterne først:
- Todd Björkstrand og Adam Wozninski forlænger med klubben til og med sæsonen 2009/10
- Klubben har ansat oberstløjtnant Kim Bruno Petersen som teamrådgiver

At Todd og Adam forlænger føles trygt og stabilt. Jeg behøver vist ikke een gang til uddybe, hvorfor jeg betragter dem som Danmarks bedste trænerteam. Det eneste spørgsmål, man kunne stille til forlængelsen, er, hvorfor den ikke gælder for flere sæsoner eller har et optionsår? Er det underordnet? Eller kan man kæde det sammen med rygterne om, at Todd ikke ønsker at træne sin søn, Patrick Björkstrand? Patrick som just er blevet udtaget til U-17 landsholdet og således om føje år banker på døren til det hold, hvor hans far blev en levende legende.

Selvom det ville være vemodigt, kunne det samtidigt være spændende at se Todd prøve kræfter med trænergerningen i eksempelvis Tyskland - eller hvorfor ikke Suomi? Der har nordamerikanske trænere ofte haft succes, og Todd har tilsyneladende et ok ry i The Land of Ice and Snow where the Koskenkorva Flows. Han kan jo starte i Mestis og siden gå til SM Liiga. Men hvis Todd flyver fra reden, kan man i det mindste trøste sig med, at der fortsat er en Björkstrand at finde i hallen.

Og så var der det med teamrådgiveren. Han blev jo nævnt som løsning, da Todd-gate var på sit højeste for snart et par måneder siden. Jeg havde jo tidligere på denne blog luftet ideen om, at det nok ville blive en intern løsning med en mand fra Herning IK. Nu blev det rent faktisk en ekstern løsning, hvilket helt sikkert var det rigtige at gøre. Der kan også gå for meget Färjestad-indavl i den. Hvem er så denne Kim Bruno Petersen? Ja, som heldig vinder af et frinummer i sin tid, aner jeg stort set intet om militær og krigsledelse. Men har man haft ansvaret for den danske deling i Irak, så må man nødvendigvis have lederegenskaber.

Klubben antyder, at det er for at få de bløde værdier med omkring holdet. Dermed indrømmer man også, at Todd og Adam ikke ligefrem er hyggeonkler.

Sådan er stilen i Herning. Rasmus Pander fortæller til Herning Folkeblad, at man som ungdomsspiller i Herning kun får at vide om man spiller eller ej. Kim Bruno skal i den forbindelse fungere som et mellemled, der kan give nogle af de forklaringer, Todd og Adam er tilbageholdende med.

Rasmus Pander er glad for løsningen, og det er jeg også. Jeg er især glad fordi, man har valgt en person, der nok har kendskab til den menneskelige psyke, men samtidig kender værdien af hierkarki og vigtigheden af at trække på samme hammel i pressede situationer. Ingen pop-psykologer i Herning!

Og uglerne i mosen? Ja, de var der ikke til pressemødet, men de findes. Endnu kun på rygteplan, men Herning Folkeblad gisner om et driftsunderskud på 2 millioner for sidste sæson. Visse siger at en fusion med FCM-koncernen dermed rykker nærmere. Og det er måske ikke nogen dårlig ide, hvis det stemmer, at det primært er høje udgifter til administration og manglende sponsorindtægter, der er problemet.

Ingen kommentarer: