onsdag den 28. maj 2008

Tampereen Herning?

Herning har i dag skrevet kontrakt med Teemu Jääskeläinen, der hidtil kun har repræsenteret losserne Tampereen Ilves i SM Liiga. Teemu er en back i sin bedste alder og er fysisk stærk med gode allround kvaliteter. Kigger man på hans produktion for Ilves, så ser det hæderligt ud. 11 point (3+8) på 55 kampe i sidste sæson og 19 point (6+13) på 53 kampe i forrige sæson er faktisk ikke så langt fra Jouni Loponens stats i samme periode. Teemu ved tilsyneladende også godt, hvordan straffeboksene ser ud indefra i Suomi. Dog tror jeg ikke, Herning behøver at frygte, man har fået en slagsbror på hånden - SM Liiga er generelt mere fysisk præget sammenlignet med den danske liga.

Med tilføjelsen af Teemu råder Herning nu over tre spillere med tilknytning til den finske by Tampere. Ud over Teemu, har Timo Leinonen spillet i Tampereen KooVee, medens Juha Kiilholma sidste sæson spillede i den anden Tampere klub, Tappara (stridsøksen). Herning har altså på nuværende tidspunkt en hæderlig finsk stamme på holdet. Noget jeg altid har set som vigtigt.

Der har gået rygter om, at Timo er på vej væk, men i pressemeddelelsen omkring kontraktforlængelserne med de to reservemålmænd, Christian Tarp og Frederik Andersen, tages det for givet, at #44 også spiker igen kassen i Kvik Hockey Arena i den kommende sæson. Det må man da håbe...

Todd har udtalt til Herning Folkeblad, at man fortsat leder efter en center og en back, og at man kigger i Skandinavien og Nordamerika. Heraf kan man nok udlede, at Jouni Loponen smutter, og at Jani Keinänen ligeså er tabt. Det første var nok ganske ventet, og man kan kun sige, at det har været et privilegium, at have en international kapacitet som Jouni i klubben.

Jani Keinänen havde været et velkomment indslag i den kommende sæsons trup. Det prøvede brormand og jeg da også at forklare ham, da vi mødte ham på isen, efter at guldet var sikret. Allerede der virkede han dog på vej væk...

Til slut vil jeg gerne udbringe en tak til en finne, der ikke er fra Tampere men fra Jarmo Myllys' hjemby Savonlinna ved den finske grænse. Det er Pekka Tirkkonen, der som bekendt indstiller karrieren efter fire gode sæsoner i blåt og gult. Nok engang viser Pekka sin storhed ved at viderbringe en tak til Hernings fans på hjemmesiden.

Jeg har sagt det til Pekka før, og nu siger jeg det igen: Kiitos, Pekka!

Ingen kommentarer: